9. MARTS 2022
VI LØFTER SLØRET FOR NYE BUTIKKER
Der er stadig fuld gang i byggeriet i Amager Centret. Det gamle p-hus er nu helt fjernet, og nye moderne parkeringsfaciliteter er ved at blive opbygget. Næste opgave, der tages fat på, er at etablere den nye rundgang på 1. sal, som vil skabe et naturligt flow gennem centret og gøre plads til nye butikker.
Byggeriet står forventeligt færdigt næste forår, men allerede nu kan Amager Centret løfte sløret for nogle af de nye lejere, som centrets kunder kan se frem til at besøge i det gennemrenoverede center. Og der er tænkt på noget til alle, fra de kaffetørstige og lækkersultne til de søde små og dem, der elsker en god løbetur.
Den lille gård midt i centret, der tidligere primært har været brugt til renovation, er under omdannelse til et grønt byrum, hvor en række restauranter og cafeer fremover vil være med til at skabe et hyggeligt torvemiljø. Her kommer man til at kunne slukke kaffetørsten hos den kendte kaffekæde Espresso House, der tilbyder alt, hvad hjertet kan begære af varme og kolde drikke suppleret med bagværk, sandwiches og salater.
NYE SPÆNDENDE SPISESTEDER
Joe & the Juice, der er godt på vej til at blive en af verdens mest succesfulde kæder, kommer nu også til Amager Centret i nye lokaler og med det velkendte gode humør, friskpresset juice og sandwiches på menukortet. En mere krydret bejler til smagsløgene er Wokshop, der beskriver sig selv som en thailandsk cantina. Restauranten er indrettet som gadekøkken-de-luxe med langborde og fokus på sunde, friske og autentiske retter med friske råvarer og til priser, som alle har råd til.
”Den moderne forbruger efterspørger i højere og højere grad oplevelser kombineret med shopping, hvilket er baggrunden for, at vi nu udvider udbuddet af mad og drikke i det nye center. Den istandsatte gårdhave vil danne den perfekte ramme om både nye og eksisterende spisesteder i Amager Centret”, siger Kim Jensen, center manager i DEAS.
FLERE SHOPPINGMULIGHEDER TIL NÆSTE FORÅR
I stuen åbner den hollandske kæde Rituals med et koncept, der skal minde den travle forbruger om at tage sig tid, alt sammen pakket ind i spa-lignende omgivelser og med det karakteristiske, japanske kirsebærtræ i centrum. Her kan man finde olier, cremer, scrubs og duftlys både til kvinder, men også til mænd, teenageren, babyer og sågar til bilen.
”Vi glæder os over den store interesse for det nye Amager Centret. Vi er kendt for at være ama’rkanernes foretrukne shoppingdestination, og vi ser frem til at kunne tilbyde vores trofaste kunder en endnu større pallette af spændende udbud. Vi arbejder hele tiden på at sikre, at vi har det rette butiksmix, og vi er stolte over, at vi nu styrker centrets profil med så stærke aktører”, siger Kim Jensen.
Amager Centret er ejet af Danske Shoppingcentre og administreres af DEAS, som er Danmarks største center manager med en portefølje på 17 shoppingcentre fordelt over hele landet.
Kort om DEAS
DEAS A/S er et af Danmarks førende ejendomsforvaltningsselskaber, som rummer DEAS-koncernens aktiviteterne inden for ejendomsadministration samt center management, udlejning, drift og vedligehold, bygherrerådgivning, facility services samt offentlig-privat partnerskab (OPP). DEAS administrerer og udvikler bl.a. 18 shoppingcentre, primært ejet af Danske Shoppingcentre P/S. DEAS servicerer både bolig- og erhvervslejere på vegne af ejendomsselskaber, pensionskasser, fonde samt andelsbolig- og ejerforeninger. DEAS A/S er et 100%-ejet datterselskab af DEAS Holding A/S.
Kort om Danske Shoppingcentre
Danske Shoppingcentre P/S er et partnerselskab mellem ATP Ejendomme A/S og Danica Pension. Selskabet er markedsførende som investor i Danmark inden for butikscentre med 17 centre i hele landet. Porteføljen har et samlet areal på ca. 435.000 kvm. og har omkring 1.130 lejemål. Årligt besøges centrene af ca. 70 millioner kunder. Læs mere om Danske Shoppingcentre på: www.danskeshoppingcentre.dk